Professor Kristine Jensens tiltrædelsesforelæsning på KADK

BYENS KONTEKST 
 
En titel kan sige meget; -
 
Så lad mig starte med at udvide titlen: Når byen skal tilpasses landskabet og klimaet, som er titlen på den kommende phd-afhandling, der er igangsat her på Institut for By, Bygning og Landskab, - og som vi har glædet os inderligt til at få igangsat igennem de næste 3. år. Med landskabsarkitekt Kristine Holten-Andersen ved roret.
 
Med titlen om, at det er byen der skal tilpasses landskabet tager vi også udgangspunkt i et paradoks: På den ene side har vi fat i den aktualitet, der påvirker os dagligt og på en samme tid fylder vores hverdag, - nemlig interessen for naturen og angsten for klimaet og alle de svære udfordringer der følger for byernes udvikling, - og samtidig en gammeldags fornemmelse af at landskabet på mange måder er out-datet, - eller fortabt?
 
Vi ved alle sammen, at landskabet i byen er urbaniseret. For længst og for længe siden. Mens der i 1800- tallet var omkring 80 % af landets indbyggere placeret uden for byerne, - så er der i dag under 20 % af landets indbyggere der er bosat udenfor byerne. På bare 200 år er millioner af mennesker sat under omstrukturering og største delen af samfundet er blevet byboere. Og hvad sker der med det?
 
Ifølge byplanlægger Per Schultz Jørgensen er kloden på vej imod en global urbanisering, og samtidig koncentreres magten på færre hænder og bliver uigennemsigtig i overnationale beslutningsmønstre. Det har ikke blot skabt en økologisk udfordring, men også en demokratisk. I fremtiden vil den største del af menneskeheden være bosat i enorme byområder, alt imens borgernes råderet til byerne indskrænkes. Hvad kommer der efter det nuværende samfund? Spørger han i bogen med titlen: Byer i Opbrud, - som plæderer for en demokratisk nyordning på det kommunale plan for at sikre borgernes adgang til byens rum, territorium og liv. Bogens hovedemne bliver derfor om fremtidens urbanisering og realisering af det næste samfund i spændingsfeltet mellem DET ANTI-FÆLLES og DET FÆLLES. 
 
Vi må have byen til at passe på landskabet, i stedet for at byens vækst modarbejder landskabet. Vi må have gang i en mulighed for at krydse specialerne og tænke på tværs. Forskning inden for byplanlægning, landskabsplanlægning og klimatilpasning af det byggede miljø viser, at der eksisterer en række udfordringer i forhold til byudvikling, som virker på tværs af sektorer og fagdiscipliner. Af denne årsag påpeges det, at der er behov for at kunne sammentænke en planlægningsforståelse og praksis på tværs af parallelle sektorer, ligesom de landskabelige processer og forhold bør inddrages, som konkret aktør i byudviklingen. Det er det der er landskabsarkitkturens aktualitet.
 
Byen bør tilpasses landskabet, - selvom der ikke er ingen bymæssig interesse er for landskabet, så er det ikke nok at forsvare naturen mod et højhus igen med masser af grønne bede, og hvordan går det til – kan det noget eller skal æstetikken bare ud? 
 
Den afdøde filmmager LUIS BUNUEL har engang sagt at uden erindring eller memory, så er der ikke noget liv, - eller lys. 
’Der er så stor ensomhed i dette guld. Nætternes måne er ikke den måne Adam så.’ som Jorge Luis Borges siger ’De lange sekvenser af menneskelig nattevågen har fyldt den med gammel sorg. Se på den. Det er dit spejl.’ Månen er et billede siger digteren og med det kommer vi tæt på de erindringer om de billeder der udspandt sig efter den første månerejse.
 
Enric Mirailles kom engang på AAA i 91 eller 92 og holdt et brag af en forelæsnng om det nordiske og viste billeder af strømmende drømmende flydende territorier af nordiske skove der fejede benene væk under os om det nordiske spænd imellem byer og landskab.
 
'Skandinavien' er faktisk en selektiv term, da det bruges ofte som et begreb til at indfange og definere mellem Norge, Sverige og Danmark.
De naturlige landskaber i Norge, Sverige og Danmark er variationer i naturen. De mange forbløffende og forskellige landskaber i både Norden og Skandinavien, - er bortset fra denne sommer iklædt en ensartet opfattelse af at et koldt klima, som i modsætning til lighederne på de sociale bymæssige områder, har dannet levested og grobund for livet og økonomien i landenes velhavende industrier. I norsk forstand er det fiskeri, olieindustrien og turismen, i svensk forstand minedrift, skovbrug og møbelindustri, for ikke at glemme dansk tradition for shipping, tekstil og landbrug. 
Norges 18.000 km lange spektakulære kystlinjeflanker langs Atlanter-havets milde opstrøms med klipfisk, dybe fjorde og uendelige dale. Mens større bjerge definerer grænsen mellem Norge og Sverige med dybe, mørke, fantastiske skove med vertikal spænding, vilde bjørne og ulve, - fusionerer nordgrænsen Sverige, Norge og Finland i Den samiske Vildmark med skaldet grønt nul træer og sydpå, blide klipper af svensk Skærgård, der danner grænselandskaber af søer og fladtland, der forbinder både Skåne og Danmark i lange vandrette grønne sletter. 
 
Den flade sandklædte kystlinje på næsten 7000 kilometer er DK, der omgiver halvøen og øerne med fritidslandskab og flade fjordlinjer, - mod åbne landbrugslandskaber i jævne terræner med pletvis skovrejsning, fyrplantage, naturrester og skoven af bøgetræer.
 
Alligevel er Nordens natur og landskabelige panorama måske kun for weekender, helligdage og turister. I de større byer i Skandinavien bor de fleste folk. Stockholm, Gøteborg og Malmø, - udgør de svenske byer med Kiruna mod nord, der varetager grænsesikkerhed og minedrift. I DK er det København, Aarhus, Aalborg med flere andre fjordbyer som det østjyske bysamfund. Resten er vores fælles udkant. Eller Norges Tronhjem, Bergen og Oslo, - og landbruget bundet i en kulturarv for en særlig gruppe Byerne er forbundet med hensyn til vaner i social orden og kontekst, som giver udfordringer til immigration og sikkerhed. Samfund med en social stabilitet, der deler moderniteterne i sædvanlige praksis som pendling rundt om de menneskeskabte forstæder, landskaber ind og ud af motorvejslandskaber omkring Gardermoen, Arlanda eller Billund og Kastrup / Malmø; menneskeskabte miljøer gennemtrænger de grønne naturstrukturer. På denne måde deler Skandinavien en fælles kontekst, ligesom mange af verdens største byer. Nogle få deler stadig en platform i sprog; dansk, norsk og svensk modersmål er stadig forstået, selvom det for det meste er forenet af det engelske sprog, der styrkes af telefoni og nettet, som en fælles base for både 'skandinavien' og den udvidede version 'nordiske', som inkluderer grønland , Finland, Island samt Aaman og Færøerne.
Som i resten af Europa kan begreberne 'landskab' og 'liv' ikke længere forstås som sondringer mellem distrikter i enten 'byområder' eller 'landdistrikter'. Områder er mere tilbøjelige til at blive udpeget på som 'råtne bananer' eller 'fede pølser' afhængigt af områdets evne til at generere produktion og tiltrække investeringer. Dette forklarer Norges nye status, da den efterlader en foreslået særlig status og opgave for Grønland samt mineralfelterne omkring Kiruna . 
 
Hvad er det byen kan hvorfor byen, hvor kom du selv fra? 
 
Jeg ved ikke præcis, hvordan man skal identificere det nordiske men det, at materialerne er sådan til stede, er egentlig ret karakteristisk. Materialerne får for eksempel lov at gribe lyset det er en af de ting, man har været rigtig dygtig til at arbejde med  den runde form er universelt meget stærk, meget samlende, måske den enkleste form, du har, der danner et rum. Folk stiller sig jo spontant op i cirkler, når de skal tale sammen. Cirklen er retningsløs, og det passer godt til stedet i Skagen, som bare skal modtage og fordele.
 
Hvorfor det nordiske? Er det brugen af materialer og de naturelementer: Altså selve det at kunne få noget komplekst ud af noget enkelt eller skabe med få gennem arkitekturens tilstedeværelse og derfra handler arkitektur ikke kun om bygninger, men om selve tilgangen til mennesker. Der skal tages masser af hensyn til brugerne af bygningerne, men bestemt også til de folk, der skal opleve bygningerne udefra. Et er selve bygningen, men det er det den kan der er interessant, både inden i og udenfor, bygninger der indvendig er interessant, men udvendig glemmer dte sted de er i verden, aner jo ikke noget om stedet og opgaven virkemidler er det nordiske i en eller anden form basalt, måske netop beskedent og profant uden at ryge i et protestantisk gebet. Vi tager jo noget af byen, når vi bygger og derfor ligger der en velovervejet ide i at man kan give noget tilbage til stedet i byen, - om det er en nordisk gestus skal jeg kunne sige, men selve det at få lyst til at accelerere af sted til noget, der måske ikke var før vi kom med en tilføjelse, - er vel netop noget der er til for alle. I stedet for byernes uartikulerede non-sites of nothing.
 
Aldo Rossis brag af en sammenhæng mellem byen Venedig og landskabet, ved Arkitektur biennalen i 1980, hvor Venedig er et af de mest sanselige oplevelser af et økosystem, hvor du stadig er i stand til at beskæftige dig med det levede liv på trods af byerne truer med at bukke under for turismen.Teatro Il Mondo sejlede mellem Venedig og Dubrovnik – xxxx landskab og eksempler på stedsopfattelse.
 
Roma er et andet eksempel hvor stedet landskabet og byen gro sammen i dynamiske strukturer over flere tusinde fordi vi ikke bare rydder stedet eller harmoniserer det, men istedet apterer et sted– og transformer sig ind igennem tiderne, - og hvor vandet stadig holder sammen på rent vand på trods af  PIRANESIS sammenhæng mellem det forladte rom og landskabet 1765 raderer han de smukkeste. 
Mange i Rom kender til de næsten 2400 Fontanellenman møder overalt i Rom: Godt 1 meter høje støbejerns-søjler med en krum vandnæse, hvor vandet flyder friskt, køligt og drikkeligt 24 timer i døgnet.
 
Hvorfor dette ”vandspild? De spiller en væsentlig rolle i det romerske vandsystem, både som regulerende ventiler for vandtrykket og fordi de konstant spilde- vandsystemet velfungerende og rent, - i Rom har man en skarp arbejds- og ansvarsfordeling: ACEA har ansvaret for vandet til kanten af fontænerne og (Sovraintendenza ai Beni Culturali del Commune di Roma) Roms Kulturforvaltning har ansvaret for og ejerskabet til fontænerne derfra.
De seneste 50 år er der oparbejdet en uhyre stor ekspertise hos Sovraintendenzaen inden for den bedste vedligeholdelse af fontænerne. Alle fontæner har i dag indskudt individuelle specialfiltre før fontænen, hvor vandets kemiske sammensætning reguleres i forhold til det materiale fontænen er bygget af. 
 
Indenfor byplanforskningen peges der specifikt på, at klimaforandringerne ændrer vilkårene for livet i vores byer og for planlægningen af dem, samt at dette nødvendiggør et paradigmeskifte indenfor planlægning og design af det byggede miljø. Derudover betyder globaliseringen et øget fokus på markedsbetingelser og dermed et tab af lokalt forankret demokratisk kontrol med byudviklingen. Sammen med byernes geografiske opløsning, blandt andet forårsaget af øget mobilitet og pendling, giver dette stærkt ændrede vilkår for byplanlægningen, uden grundlæggende at have ændret planlægningspraksis. I forlængelse heraf peger Nielsen, på nødvendigheden af nye planlægningsmetoder, hvor landskabsprocesser og ‐forhold i højere grad indgår som aktører. Nielsen problematiserer således byplanlægningens rigide fastholdelse af ”By og Land” som to forskellige/modsatte størrelser, og efterspørger mere kvalitative bud på grænsedragninger. Denne konklusion ligger i forlængelse af det teoretiske grundlag bag begrebet ’Landscape Urbanism’ ‐ hvori det fremhæves, at man i planlægning og byggeri med fordel kan anvende landskabet som strukturerende element i byudvikling. 
Ovenstående udfordringer karakteriseres som “wicked problems”, hvilket vil sige at deres omfang og effekt ikke er til at forudsige eksakt. Derfor peges der på, at de byplanlægningsmetoder, der skal anvendes fremadrettet, skal kunne imødekomme og håndtere denne usikkerhed.
 
IBBL/KADK satser de næste år massivt på FNs verdensmål og Københavns planlægning af fremtiden. På Landskab bygges indsatsen op igennem vores arbejde med arkitekturen og landskabets evne til at skabe nye perspektiver og synspunkter for både Københavns og FNs klima- og bæredytighedsmål.
 
På en udstilling i Fondation Cartier i Paris med titlen FREEING ARCHITECTURE åbner arkitekt Junya Ishigami med 18 nye forslag op for arkitekturens vej til et tættere forhold på naturen og bæredygtighed. 
 
Med en kunstnerisk ambition, der ikke tager noget for givet, tager de 18 forslag udgangspunkt i meget konkrete, håndgribelige og uhyre arkitektonisk relevante udsagn. Udgangspunktet er ganske vist utroligt konceptuelt, men altid med den klare forudsætning, at det er arkitekturens sammenhæng mellem natur og landskab, der er vejen til målet.
 
Junya Ishigami  siger selv: Jeg ønsker at tænke på arkitektur frit; at udvide mit perspektiv på arkitektur så fleksibelt, engagerende og subtilt som muligt, ud over de stereotyper arkitektur anses for, at være idag.
 
Visioner er bygbare, også selv om de ofte kan synes urealiserbare i ideernes verden. Vi må prøve at arbejde og styrke den konceptuelle bevidsthed og iagttagelsesevne. Det åbner for den glæde, der ligger i at udvikle et projektarbejde og tegningens håndværk, med sans og evne for ideenes rette tegninger.
 
SLUT  
 
MÅNEBILLEDET er Gallieis tegninger af substansen, som jo også kan iagtages af et andet månebillede nemlig Kiki Smiths billede Tidal fra 1998, der et et harmoni-foldet panorama af tretten fuldmåner hen over tidevandet. Fotografierne af fulde måner blev optaget i løbet af et år fra Columbia Universitys astronomiske observatorium. Kunstneren valgte at udskrive månerne på skimmelslaget Hahnemühle-papir og tilslutte det til delikat, håndlavet papir. Dette valg var inspireret af kunstnerens interesse for middelalderlige manuskripter og bæltebøger.